Jeg husker tydeligt mit første møde med fascinationen af skønhed i slutningen af 90’erne.
Mødet var med min mors læbestift i kobolt-blåt etui fra Dior. Den boede i en lille kurv med andre skønheds-dingenoter på vores badeværelse i sommerhuset. Farven var rosa perlemor, en nuance der aldrig var mig klædelig, fordi jeg med mit mørke hår, bryn & brune øjne kom til at ligne en, der lige havde kastet op eller måske var ved at få et ildebefindende. Men jeg var ikke mere end 6-7 år gammel, så spørgsmålet om hvorvidt farven klædte mig var (heldigvis) slet ikke i min bevidsthed. Det var duften af den, til gengæld. Den kan bedst beskrives som den duft, din mormor duftede dejligt af. Når jeg om aftenen havde været i bad, blev jeg ofte fristet til at smøre den på læberne imens jeg iagttog arret i min pande, som jeg nogle år forinden pådrog mig, da jeg slog panden i kanten af en stentrappe og fik hul i hovedet.
Min næste besættelse blev min mors bronzer fra Dr. Hauschka. Også dén duftede svagt, og kunne i et ruf forvandle en kedelig vinterkulør til solkyssede kinder. Besættelsen af produktet startede omkring år 2002, og varede omkring et lille årti, og som de fleste små piger vel gør, brugte jeg også denne i smug. Det var i brugen af denne, at jeg fandt ud af, at man ikke behøver meget andet make-up end en god bronzer. Mere om det senere.
Keep reading with a 7-day free trial
Subscribe to Friday at Noon to keep reading this post and get 7 days of free access to the full post archives.