Make insecurity great again

Om de psykologiske og sociale fordele ved usikkerhed

Svedige håndflader, rystende stemme, hjertebanken - sådan kan jeg stadig få det, når jeg skal noget, der virkelig betyder en del for mig, og som involverer at jeg stiller mig op i centrum i en forsamling. Hvorfor det forholder sig sådan, har jeg gjort mig mange intellektuelle refleksioner omkring, og intet af det har nogensinde gjort det nemmere eller ændret ved det faktum, at jeg bliver nervøs og usikker i visse situationer. Og det er faktisk ikke så væsentligt for min pointe i dag, som er, at usikkerhed ikke er vores fjende, så meget som skam og usikkerhed omkring selve usikkerheden, og dens betydning for vores værdi som mennesker er.

Jeg har nemlig bemærket, at det at føle sig usikker, og særligt når det kan ses, har fået et meget dårligt ry. Så dårligt, at det kan føles som karaktermord at blive kaldt ud for sin usikkerhed. Det er oftes den måde vi piller, særligt andre kvinder, ned fra den piedestal, vi er kommet til at sætte dem op på, og trøster os ved, at de faktisk ikke var så perfekte, som vi først har antaget. I samme ombæring gør vi alt for ikke at fremstå usikre, hvad end det er på vores faglighed, udseende, parforhold eller i vores forældeskab.

Hvorfor har usikkerhed fået et så dårligt ry? Det har jeg, sikkert til ingens overraskelse, mange hypoteser om. Og det føles nærliggende at tage fat i kvinden som atter igen er the talk of the town disse dage, nemlig Katherine Diez og hendes udgivelse “I egen barm” som udkom den 1. oktober ved Peoples press. Jeg må indrømme at jeg er fascineret af alt omkring Katherine Diez som karakter, fordi jeg tror at hendes selviscenesættelse, og offentlighedens håndtering af den, kan fortælle os en del om vores samtid, og særligt om vores forhold til usikkerhed.