Hvad har Drake med din vrede at gøre?
Og hvad du som kvinde kan lære af at lytte til årets rap beef.
“Ny udgivelse fra Kendrick Lamar, vil du lytte?”
Jeg er netop steget ombord på den lokale bus, som skal tage mig ind til Silkeborg gennem den smukkeste 5 km lange bøgeskovsrute. Jeg trykker lyt til Euphoria, og Kendrick Lamars karakteristiske stemme flyder i mine øregange. Det starter stille og roligt, ja nærmest behageligt ud, indtil han akkurat et minut inde sætter tempoet op og skifter stemningen med disse ord:
“But don't tell no lie about me and I won't tell truths 'bout you.”
Det er også ca. her at det går op for mig, at Euphoria ikke er en hel almindelig udgivelse, men et nummer der er dybt personlig og ladet med en masse vrede. En hurtig google søgning kunne da også afsløre, at nummeret var henvendt til Drake, som Kendrick nu åbnede et af hip hop historiens største rap beefs mod. Jeg tror at jeg lyttede til nummeret 6 gange den dag, og minimum en million gange siden. Ikke fordi jeg var den største Kendrick fan dengang (jeg er helt klart mere team Kendrick nu), eller fordi hip hop er mit foretrukne go to transport musik. Men lige netop denne dag ramte det en nerve i mig der gjorde, at jeg ikke løb væk fra en vrede, som jeg ellers havde undertrykt længe. Tværtimod levede Kendrick op til sin lyrik da han rappede:
I make music that electrify ’em, you make music that pacify ’em.
Jeg kom ikke kun i kontakt med min vrede mens jeg lyttede til nummeret; min vrede blev benzinen til at mærke mig selv helt ud til fingerspidserne, og motoren der drev mig til at sætte en vigtig og long overdue grænse i mit personlige liv.
For det er præcis det vores vrede skal kunne. Vrede er vores budbringer, der melder sig når en grænse er blevet overskredet, eller når vi står i en situation som kræver at vi beskytter os selv. Vredens funktion er ligesom alle andre følelser, at hjælpe os med at sikre og opretholde vores overlevelse og trivsel. Den er hverken positiv eller negativ, den er bare. Den moraliserer ikke og skelner ikke mellem børn, partner, kollegaer eller forælde. Modsat sorg, som kan være en mere indadvendt følelse, der skubber os i retning mod accept, er vrede ladet med en impuls til at handle, trække en streg i sandet og skubbe noget væk, nogle gange som en bogstavelig fysisk handling. Fysiologisk aktiveres kroppen til at pumpe mere blod til hjertet og musklerne, og mindre blod til f.eks. fordøjelsen, så vi kan løbe væk fra situationen vi befinder os i, eller kæmpe for det vi tror på.
Det er jo egentlig ret smukt designet.
Bortset fra, at somewhere along the way I vores kulturhistorie, blev vrede gjort til en negativ og uønsket følelse for kvinder. Ligesom vores tøj og kropsbehåring blev vores følelser også kønnet, og vrede tilegnet af mænd, som en maskulin følelse.
Tænk over det:
Hvor mange kvinder i dit liv har du set udtrykke deres vrede på en sund måde?
Ved du hvad det overhovedet vil sige at udtrykke sund vrede?
Hvor mange kvinder har du bevidnet blive latterliggjort eller udskammet for deres vrede?
Og hvornår har du sidst udtrykt din vrede, uden at have dårlig samvittighed over det bagefter?
Keep reading with a 7-day free trial
Subscribe to Friday at Noon to keep reading this post and get 7 days of free access to the full post archives.