Kan du huske dengang du var så ung, at du troede at du ville være “voksen” og have styr på det som 25 årig? Dengang fantasien ikke engang rakte til, hvor du ville være når du blev 35? Og har du oplevet, at du kan have ligeså mange kriser som dit yngre jeg havde, med både parforhold, identitet, relationer, din hud, kropsbillede eller tilhørsforhold i verden?
I juni fylder jeg 35 år, og der er noget med lige netop denne fødselsdag, der føles betydningsfuld, og som en overgang ind i mit livs sommer. Selvom de fleste af os normalvis forbinder sommer med noget vi ser frem til, så fornemmer jeg også, at vi er mange der alligevel famler lidt i blinde, når vi skal finde vej gennem denne sæson af livet. Jeg ved at vi forventes at længes efter at være unge piger igen, at længes efter den samme type frihed, den samme krop, de samme relationer, den samme uskyldige naivitet. Samtidigt med at vi skal føde børn og hellige os både familielivet og karrieren, indrette og passe perfekte hjem, uden at gå på kompromis med nogle af delene.
Analogt billede af mig fra sidste sommer.
Jeg tror at der er meget mere til det, at være en kvinde i midt trediverne. Jeg tror at der findes en livskraft her, som er en iboende energi i denne fase af livet. En energi som er frugtbar, juicy og moden, og som vækkes i os i denne sæson af livet, præcis ligesom naturen omkring os strutter af liv når det bliver sommer.
Da jeg fødte min søn i 2022 gik det for alvor op for mig, at der var ingen vej tilbage. Jeg sammenlignede mig selv med kvinder der var yngre, tyndere og mere fremme i skoene end mig, og følte mig rastløs og hjemløs i min nye “mor til 2” identitet, som en akavet teenager, fanget i en voksen efterfødselskrop. Da jeg besøgte min veninde sidste marts, som netop var gået igennem en skilsmisse, og delte mine kvaler med hende, kiggede hun mig i øjnene og sagde noget som jeg husker sådan her:
Keep reading with a 7-day free trial
Subscribe to Friday at Noon to keep reading this post and get 7 days of free access to the full post archives.